I det øjeblik jeg træder ind af døren slår lugten mig næsten bagover. “Her lugter brændt” siger jeg til min dreng, som søvndrukkent hilser mig velkommen hjem.

“Der gik ild i panden  og far blev vred fordi jeg ikke gik ud”, siger han.

Jeg kigger forbløffet på ham, siger ikke rigtig noget men krammer ham i stedet. Der er noget galt.  Jeg prøver at forstå hvad der sket herhjemme, imens jeg var derude, hvor verden  drejer rundt om noget andet end min egen familie. Derude på arbejdsmarked..

Historien er en af den slags historier der brænder sig fast fordi den kobler sig til sig noget jeg teknisk set godt vidste. Men som jeg åbenbart selv skulle opleve, for virkelig at forstå omfanget af.

Denne aften kunne havde været en hvilken som helst aften hjemme hos os, bortset fra at vi de fleste aftener er hjemme alle 3 til aftensmaden.

Denne aften skulle min mand og søn spise aftensmad sammen. Min mand laver aftensmad og vores 6 årige søn sidder med ipaden og spiller et spil. Da maden er næsten færdig, dukker en bekendt op. Min mand tror at han slukker for kødet på panden og går ud af køkkenet for at tale med sin bekendt i haven.

Da de de har talt en rum tid, bemærker de begge lugten af røg. Min mand farer ind i køkkenet, som nu er fyldt med røg fra panden som der nu er ild i.

På sofaen sidder vores dreng, indhyllet i røg, med blikket låst fat på spillet på ipaden. Min mand råber og vores søn kigger desorienteret på ham. Han ser ikke ud til at have registrere den tætte røg i rummet og oplever først, da min mand råber, faren i rummet.

Min mand tager hurtigt vores søn på armen og løber ud og afleverer ham til vores bekendt udenfor.  Røgen kommer under kontrol. Drengen er forskrækket men ok. Det er min mand ikke.

Da han fortæller historien, ryster hans stemme.  Min store stærke mand er selvfølgelig præget af  oplevelsen fordi den kunne havde fået alvorlige konsekvenser men det er ikke det der piner ham.

Det der piner ham er, at vores søn  slet ikke reagerede på den kraftige røg i rummet. Han så ikke ud til hverken at have registreret lugten af røg eller det at han sad indhyllet i den. Hvor var flugtsignalet hos ham?

Dette står i skærende kontrast til det vi normalt ser hos vores dreng. Vi er vant til at han i talesætter alt hvad der sker omkring ham og at han sanser og reagerer relevant på det han oplever i sin hverdag.

“Hvad nu hvis jeg var gået op til købmanden efter en liter mælk”,  siger min mand og kigger væk.

Jeg har læst artikler om hvad spil gør ved vores opmærksomhed. Hvordan disse spil er designet til at låse opmærksomheden, så man kan sidde i timevis, uden at ænse tiden.

Jeg ved også, at en del af de mennesker, som har været med til at udvikle både spil og ipads, har nægtet deres egne børn adgang til disse produkter. Alligevel går det først op for mig hvad alle disse advarsler og kritiske røster går ud på, da jeg får denne skræmmende historie ind i mit eget lille system.

Al snak om at det jo bare er legetøj faldt til jorden.  Der er en grund til at vi har et sanseapparat.

Det fortæller os hvordan vi skal forholde os i den givne situation.  Det hjælper os med at registrere hvornår noget føles behageligt og trygt og ikke mindst registrere vores sanse apparat hvornår der er fare på færde. Derved hjælper det os med at trække os fra farlige situationer. Denne hjælp kan vi ikke være foruden.

Når disse sansninger slukkes er vi nemlig lost og det skal vi lærer vores børn og hinanden at være på vagt overfor. Vi skal vide at denne form for stimulering overdøver alt, både hos os og særligt hos vores børn.

Dette skal vi erkende og være villige til at tale højt om. Kun på denne måde kan vi hjælpe hinanden i brugen af de digitale medier og dermed skabe mere tryghed i et samfund hvor de digitale medier i den grad er kommet for at blive.