Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Det er de dage hvor jeg fortæller min knap 3 årige dreng at han skal i børnehave. Det er der jeg afleverer ham inden jeg selv tager på arbejde i en daginstitution i samme område. Inderst inde ved jeg godt at jeg forsøger at pynte mit sprog med det formål at gøre det mere spiseligt. En børnehave lyder trods alt som et hyggeligt sted. Et sted hvor børn for lov til at gro i samspil med andre børn. Jublen ville da heller ingen ende tage da vi annoncerede at vores barn skulle starte i børnehave. Godt næsten 4 mdr. før han bliver 3 men han skal nok blive glad for det. Nye udfordringer ny venner. Alle han møder på sin vej spørger begejstret til den nye børnehave. Bag ham står jeg, hans mor klar til at kratte i lakken. Jeg er selv pædagog i en daginstitution.
Ti min efter at dørene har lukket sig bag min søn, er jeg klar til at tage imod andre menneskers børn. Børnene kommer fra familier med mange resurser og derudover en stærk vilje til at få børn og job til at gå op i en højere enhed. De signalere at kvalitet er noget de er vant til og som de genkender når de ser det. Men kan de så genkende kvalitet i en daginstitution anno 2015?
Mit ønske med dette opråb er at belyse den vigtigste tid i vores børns liv. Hvad sker der mellem 7- 17 i en ganske almindelig daginstitution. Hvad for børnene ud af at gå der både på den korte og på den lange bane. Ordet trivsel bruges i flæng men hvad skal man lægge i ordet når det handler om trivsel i børnehøjde?
Vi tager imod jer med foldere og pamfletter om læring og leg. I denne kommune lære børnene bla. engelsk fra de er 3 år.  Alt er tilrettelagt, og på overfladen ser det fint ud.
Rush hours.
Kl. 7.00 -9.00 siger jeg godmorgen til de 18 børn og forældre som hører til på min stue. De er i alderen 9 mdr. – 5 år. En forælder hiver fat i mig. Hun har brug for en snak. Jeg lover at ringe da der på dette tidspunkt hverken ikke er plads eller ro til at svare. Kl. 9 møder en ny pædagogmedhjælper ind. Børnene tilbydes frugt. Kl.9.30 er de mindste på vej ud og sove. De store spørger hvad de skal i dag? Egentlig skulle de have engelsk men hende der er sat på er lånt ud til en anden stue på grund af sygdom. Jeg forsøger at finde en løsning. Det ser ikke ud til at lykkes så jeg fortæller dem at de må lege selv i puderummet imens jeg hjælper de børn der skal ud, med at få tøj på. De voksne omkring dem arbejder hurtigt. Alle har små børn som er på vej ud at sove. Det er svært at have fokus på opgaven. De mindste græder på armen imens vi lyner flyverdragter på de 2 til 3 årige. Kl.10 er de små puttet og jeg finder den gruppe børn jeg selv skal have aktivitet med. Jeg afbryder deres leg og samler gruppen.
I dag er temaet fokuseret opmærksomhed. Kigger ind til de store. De er kommet godt i gang med en leg. Da jeg går ud af stuen åbner en anden voksen døren. I skal have engelsk alligevel siger hun og afbryder deres leg. Kl. 11 spiser vi frokost. Der er mødt flere voksne ind så vi er heldigvis 3 til spisning. 8 af vores børn under 3 og har fortsat brug for hjælp til spisning. Efter frokost skal en del af børnene skiftes og sove lur. De store skal ud og lege og de 2 mindste skal i pausestunden passes af skiftende voksne på en fællesstue i huset.
Kl.14 går jeg hjem. Jeg efterlader 18 børn til de 2 medhjælpere som er på vagt resten af dagen. Jeg efterlader også et er indtryk af at intet er som det burde være. Hverken for børn eller voksne. Jeg har uro i maven og masser af refleksioner. Jeg har registreret at igen i dag var de små på arm hele formiddagen da der ikke var hverken plads eller ro til at de kunne lege på gulvet. Jeg mærkede uroen hos de større børn. Deres spørgsmål om hvad de skulle i dag og hvem der af de voksne de skulle være sammen med. De stores resignation. Ved jeg hvad der er på spil hos dem? Hvordan vil de klare sig følelsesmæssigt uden nærvær? Hvad med den konstante udskiftning af voksne? Hvad betyder det for deres koncentrationsevne at der det meste af dagen hersker denne uforudsigelig uro? Er det disse faktorer som er medspillere når der diskussionen går hvorfor det er så svært for børn at gå i skole? Er dette senarie medvirkende i forhold til at mange unge ikke trives hverken følelsesmæssigt eller socialt? Hvor kommer alle diagnoserne fra? ADHD eller OCD. Angste børn og unge? Er daginstitutionernes højhastighed og uro medspillere?
Børnene har igen i dag stillet spørgsmål men har jeg svaret? Har jeg talt med dit barn i dag?
Vil jeg byde mit eget barn denne virkelighed? Nej, og netop derfor valgte jeg at sige op. Mit eget barn er grundet min ihærdighed og en hel del held nu genplantet i en lille børnehave hvor nærvær er det der allermest af. Mit håb er at alle børn og forældre kan træffe et sådant valg.

Denne artikel er offentliggjort i Alt for Damerne, BT og TV2 nyhederne Maj 2015

Dette er  tv2s version Læs her

Dette er Alt for damernes version Læs her 

Dette er  BT’s version læs her