Er det skidebenhamrende hårdt at have børn mor? spurgte min søn der som sædvanlig dukkede op på mit skød lige midt i en spændende gennemgang af  artikler og debatindlæg på pc’eren.
Han må have hørt mig mumle denne overskrift da det er vores overbevisning at han endnu ikke har knækket læsekoden uanset hvor intens han fokuserer på skærmen.
Han forventede tilsyneladende ikke et langt og uddybende svar. Han var lige så hurtigt nede som han kom op, men han havde nået at plante en vinkel som jeg har valgt at uddybe her.

Hvad hvis vi vendte bøtten en omgang og så det fra børnenes perspektiv? Et perspektiv som jeg tror at denne børne generation vil kunne nikke genkendende til både nu og når de kigger tilbage på deres barndom om 10 -15 år

Det er skidebenhamrende hårdt at have forældre!! I har været skidetrætte siden den dag jeg blev født fordi I skulle bruge alle deres vågne timer på at imødekomme jeres egne fælles vedtagne krav om hvordan et familieliv skulle skrues sammen.

Jeg ville ønske at I havde hvilet mere I jer selv og ikke havde været så optaget af at illustrere jeres hverdag på de sociale medier og den idylisering af hverdagen der tilsyneladende fulgte med. En hverdag som I oplevede som et hamsterhjul. Som I fik stress, angst og depressioner af og oven i hatten en perfektionisme som I, i sidste ende ikke kunne leve op til.
Jeg ville ønske at I i stedet havde brugt mere energi på at tilkendegive jeres utilfredshed med et samfund der ønskede produktivitet mere end noget andet. At I i højere grad havde vist at det betød noget for jer og at I i fællesskab havde gjort noget ved det.
Sidst men ikke mindst ville vi havde ønsket at I som forældre havde turde høre på dem, der turde råbe op om, at de der daginstitutioner som vi gik i, egentlig var mere opbevaring end noget som helst andet. Måske skulle de, pædagogerne og forskerne netop havde råbt endnu højere så ingen kunne overhøre hvor vanskeligt det var for os at se jer forsvinde ud af døren og efterlade os i huse som var så kaotiske at i, hånden på hjertet, ikke selv kunne holde ud at være der, mere end de 10 min det tog at afleverer os.
I disse år fik vi næsten alle angst eller opmærksomheds forstyrrelser. Ingen kunne rigtig sige hvor de kom fra, udover at de muligvis var genetisk betinget. Det mærkelige var blot at stort set ingen havde disse lidelser 30 år tilbage. Måske var der en sammenhæng imellem at I fik anti antidepressiver og vi fik ritalin i de år.
Vi havde også ligesom jer problemer med vores selvværd. Det var svært for jer at finde ro i det nære selv om I længtes efter det. I stedet søgte I anerkendelse i det ydre på arbejdspladsen på de sociale medier eller andre sted hvor I kunne måles på hvad I præsterede.

Den strategi gav jer stress og en ond cirkel var startet. Til trods for stress søgte i stadig mere og mere ydre perfektion. Vi spejlede os I jer og I forstod vist ikke rigtig at jeres fascination af at være de perfekte forældre gjorde os ensomme. Børns naturlige ståsted er ved siden af forældrene og vi var aldrig i nærheden af jeres virkelighed.
Fysisk var vi væk fra hinanden i rigtig mange timer først i daginstitutioner og derefter i heldagsskoler hvor vi, ja vi var der hele dagen.
I sled og slæbte så vi kunne få Iphones og store værelser men vi havde gerne bytte det hele væk for tilstedeværelse og ro. I mødte velvillige op i til alle mulige forældrearrangementer hvor I drak kaffe og talte med de andre forældre imens vi stod og trippede fordi vi savnede at være alene sammen med jer.
Hvis I havde lyttet nok, ville I her 20 år senere kunne se os i øjnene og sige: Vi gjorde alt hvad der var i vores magt for jer. Vi gik politikerne på klingen og da der ingen penge var, fandt vi alternativer som gjorde at det var rart for jer at gå i Dagtilbud.

Vi fandt løsninger på, hvordan vi kunne afbalancere vores liv så vi stadig kunne bidrage positivt begge steder både hos jer unger og på arbejdsfronten. Vi nedlagde hamsterhjulet i tide. Vi nedlagde perfektionismen. Vi holdt simpelhen op med at tale om det, da vi fandt ud af at denne talestrøm ikke hjalp os på vej.

Vi fortrængte ikke længere virkeligheden, for havde vi gjort det, havde vi samtidig været nød til til at ty til at lyve og sige : jammen vi vidste ikke at det var farligt at fylde jer med ritalin!Vi vidste ikke at det var farligt at overlade jer til alt for få varme hænder det meste af ugen. Vi var tvunget til det fordi vi skulle passe vores arbejde og vi accepterede vilkårene ved at fortælle hinanden den samme historie.

Historien om at hvis alle løber i samme hamsterhjul så bliver det et normaliceret og accepteret fælledskab, også selv om det kører alt for hurtigt. Vi kendte historien. Vi havde mærket det på egen krop og vi havde forskningen og netop derfor ingen grund til at sige: Vi vidste ikke at det var farligt både for os selv og det samfund vi så gerne vil være en del af.