I mange år har debatten omkring læring og trivsel fået spalteplads i utallige aviser og debat oplæg. Udefra set virker skriverierne meget holdningsbaserede, Som vi skal tilbage til den sorte skole hvor rammen var sat og læreren var en tydelig autoritet, forældrene skal opdrage deres børn hjemmefra eller de såkaldte curlingforældre skal slippe deres børn som er ved at blive kvalt i den kost de blive curlet med hele vejen op igennem uddannelsessystemet. Børnene tør ikke søge job eller gribe telefonen til studievejlederen. Deres stemmer er tilsyneladende uprøvede når det gælder om at stå på egne ben, paradoksalt nok syntes syntes en stor del af befolkningen at de har hørt rigeligt. Børnene er ikke længere velkomne på alle flyafgange, hoteller eller restauranter pga af deres larmende adfærd.

I lige så mange år har vi her Danmark vægtet læringsplatforme i skolerne frem for de totalt ukendte trivselsplatforme. Det har været og er vigtigere at vores børn kan alfabetet forlæns og baglæns inden de skal i skole i forhold hvordan de trives sammen med andre mennesker.

Der er lagt læringsplaner helt ned til vuggestuebørn uden at skele til hvordan deres øvrige trivsel bonger ud. Det er normaliseret ( på tværs af forskning på området) at der ingen forskel er på om børn starter i vuggestue når de er under et år om de går på i børnehave mange timer kontra få timer. Om man skær i normeringer i dagtilbud gør til syneladende ingen heller ingen forskel. Børnene trives altså tilsyneladende lige godt udafhængigt af de resurcer/tid de tildeles i dagligdagen.

Denne ramme for hvad der er normalt og accepteret gør at det bliver lettere at hoppe hen over tilknytning og tætte relationer som noget der bidrager til børnenes følesesliv.  Denne del bliver så og sige underkendt. Se Evt: oplægget Med Kasper på Arbejde

Spørgsmålet er så: Kan man lære noget hvis man ikke rigtig betyder noget særligt for nogen? Bliver ens skolekammerater venner, når de mærker at det der bliver kigget på allerede i 0 klasse er testresultater ?  Hvad betyder det at gå til fødselsdag hos hinanden hvis følelsen af fælledskab ikke er til stede?

I øvrigt ved jeg jo godt at der findes trivselsgrupper på de fleste skoler. Der findes også lege/spisegrupper, fatelavnsfester og alle mulige andre samlende aktiviteter. Mange børn og voksne har dog svært ved at være i dem da de ofte ligger der hvor hjernen har brug for en pause og bliver derfor ofte en påtvungen opgave som på overfladen ser fin ud men faktisk ofte ikke rigtigt giver den relationelle gevinst som den var tiltænkt.

Forældre byder jo ind med det tætte relationelle bånd. Ja og heldigvis kan man sige. Men det hvis det eneste sted hvor der ligger noget relationelt er i familien, bliver det svært for mange børn at få den læring i det offentlige rum som de har brug for. Det der driver mange børn hen til skolen er netop følelsen af at høre til der og den er ikke kun baseret på et spændende læringsmiljø. Den er som regl drevet af at der i hvertfald er en der hver dag løfter blikket og siger: Godt du kom.