Min søn havde stort set fodbold trøje på hver eneste dag hele sidste år. Fra tidligt forår til sent efterår gik han hver dag hen i sit skab og hev en trøje frem.  Første maj startede han i skole og her blev han hurtigt kendt som ham den nye dreng der altid gik i forboldtrøje. Fra dag 1 løb han rundt på skolens fodboldbane og det var her han mødte sin flok.

For ham var det en ny flok. Vi flyttede fra byen langt ud på landet. Han virkede ikke bekymret. Hvis vi kunne finde en fodboldklub ville han blive glad, sagde han.

En anden lille pige jeg kender, løb glad rundt i en spejderuniform en hel sæson inden hun reelt kunne starte. Denne pige har mærket en stærk flig af et fællesskab som hun tror skal være hendes. Ved hun noget om spejderflokken? Ja, hun har fulgt med på sidelinjen i sin egen familie. Set og hørt nok til, at hun  føler sig som en del af lige nøjagtig denne flok og det tilkendegiver hun rigtig fint ved at allerede nu at trække i uniformen og gøre den til hendes.

Imellem tankerne om diverse testresultater, karakterer, undervisningsformer, fremtidsmuligheder og forældreintra ligger der hos de fleste forældre også en lille bekymret tanke omkring venskaber og det at føle at man høre til.

De fleste har allerede inden børnene starter i skole en oplevelse af hvordan deres børn fungerer sammen med andre børn. Næsten alle børn i Danmark har gået i diverse dagtilbud inden skolestart og har derfor allerede mange erfaringer med andre børn, inden de starter i skole.

Desværre har mange børn også allerede dårlige erfaringer med sig. Disse erfaringer har forskellige udtryk. Nogle børn lukker ned og trækker sig fra kontakten, andre viser vrede ved mindste tegn på afvisning eller prøver at bestemme over de andre for at have kontrol over den arena som de tydeligvis ikke magter at være i.

En del af disse børn bliver ensomme og triste. De mister troen på der findes en flok til dem og her træder vi voksne både professionelle og forældre ofte skævt. Vi får øje på tristheden, vi træder et skridt frem og børnene ser vores bekymring. Alle sten bliver vendt. Legegrupper bliver sat i spil fra skolens side og forældrene sondere terrænet for alt hvad der er af sportklubber og musikskoler uden at det ser ud til at have den store virkning. Børnene afprøver samarbejdsvilligt alt, men trækker sig ofte igen, allerede efter få gange.

Mere frustration og mere gear der samler støv på de allerede overfyldte hylder.

Alt dette blive selvfølgelig gjort i bedste mening men børn bliver utrygge ved at mærke deres forældres bekymring, specielt hvis den rettet imod dem selv. De kommer hurtigt til at føle sig forkerte og trækker sig fra forældrene for at slippe ud af denne pinefulde situation. I stedet kryber de ind på deres værelser, om bag ved skærme med masser af spil og måske også muligheden for at finde venner i dette univers.

Så hvad kan man gøre i stedet? Mit bud er at gå et skridt tilbage. Lyt til børnene og giv giv dem plads til først og fremmest at høre til i jeres egen lille flok. Det er her man fodres med troen på at man kan være noget særligt både i kraft af den man er og det man bidrager med.  Den ven man bliver starter lige her og det samme gør følesen af at hvilke fælledskaber det giver mening at være i. Det kommer alt sammen inde fra.

Det er her man finder ud af hvad der virkelig interessere en og her man tør sige det højt. Måske ligner de jer og spejler jeres interesse for boldspil, kreativitet eller racerløb eller måske er det her at i finde ud af at jeres barn er helt anderledes end jer og derved åbner jeres øjne for en ny og ukendt verden.

Børnene spejler sig i jeres nysgerrighed og jeres tålmodighed med dem. At vi tror på at de nok skal finde en flok gør dem trygge,  så er vejen ofte knap så lang, hverken for dem eller os som forældre.