Med Kasper på arbejde

Kasper arbejder hver dag fra 8 -16.30

Dvs. han arbejder 42,5 om ugen.

Kaspers arbejdet er ulønnet om end ikke frivilligt.

Han holder som alle andre mennesker fri og tager på ferier.

 De første 2 år var jeg Kaspers chef.

Jeg stod for introduktionen de første dage og hjalp ham igennem et forløb som skulle gøre ham tryg på arbejdspladsen.

Da han mødte ind til sin første dag var han netop blevet 10 måneder.

Kaspers mor glædede sig på sin søns vegne: Han er så klar til at starte i daginstitution. Han keder sig derhjemme. Måske havde hun ret. Måske kedede han sig vitterligt derhjemme. Hvad hun ikke vidste og hvad jeg, loyal imod mit fag og min arbejdsplads ikke fortalte hende var, at vi stille og roligt var i gang at reducere antallet af voksne i huset. Det kunne hun og havde hun sikkert læst, da det har været massivt omtalt i mange af landets medier igennem efterhånden mange år. De heftige debatter kommer i bølger hvorefter temaet bliver normaliseret til: Sådan er det bare eller det er nok ikke slemt. De er sådan lidt pylrede i den der speltmødre generation. Eller en anden version: Børnene bliver lige så egocentriske som deres ego forældre. Det er derfor en del af dem ikke magter hverken skole eller arbejdsliv. Og måske har de ret.

Kasper er nu blevet 5 år. Han ligner på mange måder sig selv i en noget større udgave. Noget er dog væsentligt forandret. Institutionen som han i alle årene har gået i, har gennemgået en rivende udvikling, som konkret har betydet ændringer i hverdagen på mange planer og mange mange nye ansigter.

 I starten kløede han meget omstillingsparat på men det blev svære og svære. I perioder virker han vred på de voksne og satte de voksne på arbejde ved ikke at lytte og lave masser af uro. Efter hånden som tiden gik, fik hans frustration en anden lyd. Han knytter sig ikke længere til nogen af de voksne. Hans sårbarhed er blevet tydeligere. Han græder ofte og søger nærmest febrilsk de få voksne han føler tryg hos.

Hvad kunne jeg have fortalt Kaspers mor den dag hun skulle introducerer Kasper til livet i en daginstitution?  Havde jeg haft en spå kugle ville jeg havde advaret hende om at den forudsigelighed som mindre børn føler sig trygge i, ville blive erstattet af omstillingsparathed. At vigtigheden af gennemgående tætte relationer ville blive nedtonet og at læringsmål ville blive det nye sorte. At han til trods for sin åbenlyse begavelse og en vis portion robusthed ville få svært ved at koncentrere sig og at han ofte ville komme til kort i samspillet med både børn og voksne.  Hvorfor blev netop disse ting så svære? Hvorfor udviklede Kasper ligesom så mange andre børn i hans generation en general usikkerhed overfor alt nyt? Er det forældrenes konstante overflyvninger og manglende krav? Eller er det uroen og stressen fra pædagogerne? Pædagoger som sygemelder sig og forsvinder når arbejdspresset bliver for stort.

 Kan børn udvikle sig og trives i miljøer hvor de voksne tilkendegiver at de ikke kan trives på grund af uro og kaos?  Kan forældre lukke døren bag deres egne børn med troen om at det nok skal gå til trods for at de mærker uroen både når de kommer og når de går? Og sidst men ikke mindst. Hvordan mon det føles for et lille barn at være omgivet af travle voksne som ofte hverken har føling med hvordan det enkelte barn har det, som ofte ikke har muligheden for at træde til i de øjeblikke barnet har brug for det og som sidst men ikke mindst har mere end svært ved at trække det nærvær ned i samværet som børnene ikke kun længes efter men som også er forudsætningen for at de udvikler sig følelsesmæssigt?

Hvordan kan forældre agere i forhold til den slags sandheder og hvem skal oplyse dem? Pædagoger er som regel ikke talerør da de i deres ansættelses forhold opretter en loyalitet overfor deres arbejdsplads. Det vil sige at de fleste pædagoger giver udtryk for at de har travlt men at forældrene roligt kan afleverer deres børn og at børnene har det godt på stedet.  Dette er der mindst 2 grunde til: som nævnt loyalitet og dernæst ligger der en faglig ærekærhed som ofte spænder ben for sandheden. I stedet for at styrke relationen til forældrene og melde ud at udfordringerne hos barnet kan skyldes miljøet i daginstitutionen vælger vi ofte en anden vej. Nemlig at klantre forældrene. Det er dem der har for travlt og i øvrigt ikke er tydelige nok. Hvilket laver endnu en klemme for børnene.

 Mit håb for fremtidens børn, deres forældre og de pædagoger som passer dem er at længslen efter ro bliver så stor at det bliver værd at kæmpe for. Jeg ved at det har været længe undervejs blandt de voksne at finde åndehuller her og der. Nu er det for alvor blevet børnenes tur.