Som forældre kan det være svært at finde ud af hvem man skal læne sige op af.  Fra start bliver det ofte diverse blogs og mødregrupper der bliver stemningsættende for hvordan vi takler den nye rolle som forældre. Lige som vores børn søger vi et fælledskab. I denne ombæring omkring vores forældreskab.

Vi spejler os i andres måde at håntere hverdagen på og ofte bliver mennesker , som måske kun har haft et enkelt eller 2 små børn i armene, via deres blogs, autoriteter for hvordan man som nybagt forældre prøver at fylde rollen ud. Det kan føles som en enorm lettelse at høre kendte som ukendte småbørnsforældre sige: Vores måltider ender ofte i skrig og skrål- Putningen er et mareridt og der ingen pause til voksensnak, for ungerne taler sig ind over et hvert tilløb til samtale i mellem de voksne.  Pyh ..er det også sådan hjemme hos jer? Det er helt normalt eller sådan er det bare at have børn…

Det er ikke svært at gennemskue at kernen i dette ligger i at vi som helhed ser op til mennesker som har opnået succces på den ene eller den anden måde. De må jo kunne et eller andet siden de har den status de nu har. Hvad de i virkeligheden viser, er at de sidder med de samme kort som alle andre og kommer til kort i de selvsamme situationer og på den måde skaber de fællesskab med deres læsere. Usikkerhed bliver på denne måde til en slags udmattende sikkehed for alle parter: Sådan er det bare! Men behøver det at være sådan?

Når hverdagen først har sneget sig ind i det såkaldte hamsterhjul er det ofte svært at få øje på de redskaber som gavner børnene både på den korte og den lange bane. Når lærerne siger at ungerne er urolige og/eller ukoncentrerede og har svært ved at nå det forventede niveau.  Når de mister interessen for fritidsinteresser så snart kontingentet er betalt og fodboldstøvlerne er købt. Når de råber Moar 15000 gange i løbet af en weekend uden at man føler at det på nogen måde har givet mening at svare dem.  De hjælpemidler der ligger lige for såsom Ipads og lignede skaber ofte udfordringer som er lige så svære at deale med og det samme gør det endeløse aktivitets turner som rummer alt fra zoologiske haver til lalandia og strøgture til biografer og alt det andet der rimmer på: Du må for alt i verden ikke kede dig.

Et af mine ønsker med denne blog er at løsne op for denne hverdagsfortælling. At turde slippe “sådan er det bare” fortællingen kan være udfordrende men det er også en berigende vej hvor reflektionerne danner nye mønstre i dagligdagen så den måske kommer til at minde mindre om det trælse hamsterhjul, vi så gerne vil hoppe af og mere om det liv vi drømte om, inden vi blev forældre  og ikke mindst mere om den barndom vi alle higer efter at give vores børn.