Hvad er det første der falder dig ind ift. at du skal i skole i morgen?” Ja, det er nok at jeg er lidt nervøs, svarer han ligefremt.
Adspurgt om, hvad der kan gøre en 8 årig nervøs, efter godt 4 ugers Corona karantæne, svare han: “Jeg er bange for at der er nogle raske smittebærere iblandt børnene,”siger han. Og lige der måtte vores snak begynde.

Vores er børn er ikke pandemi eksperter. De er til gengæld eksperter i at aflæse andres følelser. Især deres egne forældres følelser, er deres primære mål for denne ekspertise. De aflæser vores usikkerhed, hvornår vi bliver bange og de bliver ofte mere bange, end vi selv gør i den givne situation.
Der hvor de virkelig kortslutter er, når vi enten skjuler at vi er bange eller ikke har erkendt at vi er bange.

Netop denne måde at spejle hinanden på er meget i spil lige nu, hvor vi, som forældre bekymre os om, hvorvidt vores børn kan klare at blive sendt afsted i dagtilbud.
For nogen er dette ikke et valg. Forældrene skal på arbejde og derfor må børnene afsted. For andre er hjemmepassning/ skoling en mulighed. Usikkerheden omkring det sundhedsfaglige og det psykologisk aspekt er vi dog fælles om. Vi læner os alle op af en situation som vi ikke har erfaringer med og som vi helt naturligt forsøger at beskytte os ud af.

Den vigtigste del i denne proces ligger dog i at kunne mærke, hvodan man som voksen, selv mærker denne tid.
De voldsomme debatter og overskrifter gør noget ved os alle. De Trigger vores usikkerhed og det at vi ikke kender konsekvenserne for vores handlinger eller regeringens handlinger, skaber angst hos en del voksne, da det føles, som om vi ikke længere har kontrol over vores eget liv.

At få følelsen af at miste kontrollen, gør det vanskeligt at være forældre fordi vi i angstens vold ikke har muligheden for at berolige vores børn.
Angst spejler angst (også når man forsøge at skjule den) Vores børn kender og er trygge ved de bevægemønstre, som er kendetegnende for lige netop os som forældre. De sanser vores måde at berolige dem på og når disse specifikke kendetegn udebliver og erstattes af flakkende blikke og et hjerte, der står helt op i halsen, samarbejder de med os ved at spejle angsten. Deres hjerner og kroppe giver slip og de viser os, hvor bange vi gør dem.

Når denne proces eksploderer, trækkes de næste voldsomme scenarier frem. Uroen omkring, hvordan dette vil påvirke vores børn fremadrettet.
Vil de blive traumatiseret af at skulle stå til regnskab for hvem der bliver smittet ? Vil de udvikle OCD eller andre angst relaterede diagnoser pga det øgede fokus på håndvask og distancering ift. andre mennesker?

I mine øjne skal børnene ikke stå til regnskab for nogen som helst i dette regi. I stedet skal vi voksne fortælle dem, at alt hvad vi gør lige nu, kan virke mærkeligt, men vi gør vores bedste for at passe godt på hinanden, i denne nye svære tid og da det er de voksne der sender børnene afsted, er det også de voksnes ansvar, hvem der smittes og det er også de voksne, som har ansvaret for, om børnene trives i dette nye scenarie.
Hvad kan vi ellers gøre, for at indgyde dem håb om, at ikke alt bliver ved med at være svært? Vi kan love dem at vi vil gøre vores absolut bedste ift. at guide dem og svare dem relevant, når det er svært.
Det betyder ikke, at vi ikke krakelere en gang imellem, men vi ved, at det er bedre, hvis vi deler vores værste bekymringer med andre voksne uden vores børn lytter med.
Sidst men ikke mindst, fortæller vi dem, når vi bliver bange. Det er afvæbnende for både børn og voksne, at den voksne tør sige: Hvis du kan mærke at jeg er lidt bange lige nu, er det rigtigt. Men jeg forsikre dig om at det går over. Det tager jeg ansvaret for.

At kunne skabe ro i samspillet med sine egne børn giver dem og os mulighed for tro på, at vi nok skal komme igennem denne tid, uden alt for store livslange skrammer.

Og Hvis nogen sidder tilbage og tænker: Hvad med den 8 årig?
Den 8 årig blev ikke i sin bekymring. Primært fordi det hjalp ham at få at vide, at det er kendte voksne han skal over til. Voksne, som han har tillid til, passer på ham og som vil gøre deres bedste igen i morgen. Det var det, jeg som forælder, skulle stå på mål for i dag.
Adspurgt om han havde andre Corona relaterede bekymringer, svarede han: “Næ. Jeg forstår ikke det der med Corona. Jeg tror det er noget de voksne må snakke om selv…” Han lovede dog, at han løbende ville holde mig underrettet, når der dukker noget op, som ikke giver mening og det gør der med garanti.