Mit eget barn elsker at spille fodbold, brætspil og kortspil. Han spiller med sin familie, med venner og også i skolens SFO bliver der spillet på livet løs. Han elsker det, men sådan har det nu ikke altid været.

Det samme sker over hele kloden. Masser af børn og voksne elsker det der med at spille?

Hvorfor?

Fordi spil er samlende. Spil er spændende og så er det først og fremmest sjovt. Men er det også vigtigt at kunne spille? Er der læring i det, vil nogen spørge?

Ja, der er læring i spil. Det afhænger af alder og som alt andet i børnenes liv, hvem de er. Nogle børn bruger lang tid på at lære at man både kan vinde og tabe et spil. F.eks at man kan blive slået hjem, er svært for de fleste børn, til at begynde med.

Mindre børn lærer at vente på tur, at huske, at tælle felter, at forstå at regelsættet ligger i spillet og ikke hos den enkelte spiller.  Overblik og strategitænkning er magien for de lidt større børn. Alt sammen ting som børn også bruger i deres øvrige liv for at trives med andre mennesker.

Bonus er, at de oven i får muligheden for at lære at overkomme at man ikke vinder hver gang. Tværtimod. Det er også lige her at mange forældre smider håndklædet i ringen.  Der skal jo være hyggeligt at spille med sine børn og det er det bare ikke altid, når de ikke magter at tabe eller rydder spillet når de bliver slået hjem i Ludo.

Spillet bliver pakket væk og sammen med det den gode stemning så at sige. Hvad betyder det så for børnene?  Er det ikke ok at lade være med at spille, når nu ens børn river hovedet af hinanden og jer voksne hver gang spillene pakkes ud?

Nej det er det egentligt ikke! At spille er at lære at mærke at man kan rejse sig igen. At man genvinde troen på sig selv selv efter et sviende nederlag. At se hinanden i øjnene og have tillid til at vi er lige gode venner uanset hvem der vinder næste gang. Dette lærer barnet, via mange gentagelser, som kommer til at ligge som indre erfaringer i hjernen til senere brug, i mange forskellige sociale kontekster.

Nogle vil sige at deres børns uvillighed til at spille ikke har nogen afgørende betydning for deres videre skolegang og livsforløb. Ofte går børnene istedet indædt efter det de er gode til i skolen. De går uden om det, de ikke føler sig dygtige til og nogen af dem klare sig umiddelbart fint på denne måde.

Modstand vil dog for mange af disse børn og unge føles som at løbe med fuldt fart ind i en mur. Det vil afstedkomme frustration eller en trækken sig fra opgaven på en langt voldsommere måde end andre jævnalderende. Børnene viser i disse situationer ofte at de overhovedet ikke magter at stå midt i nederlaget. De viser samtidigt at de ikke ved egen hjælp kan trække sig op igen og tilbage på det givne spor. De føler sig fortabte og ladt i stikken og de voksne omkring kommer ofte på overarbejde for hjælpe dem tilbage i troen på sig selv.

Den slags oplevelser sætter sig på børn og unges selvtillid. Udadtil kan de give sig kast med at fortælle sig selv og deres omverden at det er de omgivende faktorer som gjorde udslaget.

De har tildeles ret. Der bliver stillet store krav til både børn og unge meget tidligt. Deres omstillings parathed bliver testet allerede når de er under et år og sidder omme i vuggestuen med en pamflet over institutionens lærings platform og så går det bare derud af derfra. Derfor er de også nød til at have noget at stå imod med.

Men hvordan kan vi hjælpe dem, ved at spille med dem fra de er små og ikke mindst hvordan kommer vi over denne hurdle af frustration?

Børn er ofte super motiverede for spil i børnehavealderen. Det eneste man egentlig skal huske er at kigge på hvad niveau barnet kan spille på. Det er ofte simple brætspil med meget få regler, der fanger dem.

Barnet skal kunne forstå de givne regler for at have en mulighed for at vinde. Hellere lidt for let end for svært. Når barnet forstår at reglerne hører med til spillet og stille og roligt får denne del ind på nethinden, er det tid til at udfordre lidt. Husk dog at små børn elsker og lærer af mange gentagelser, så de første spil bliver ofte slidt op inden de kan træde ind i en ny arena.

Det vigtigste er dog at barnet mærker  følesen af både og vinde og tabe i kroppen og at der bliver sat ord på det fra den voksne: Øv du tabte eller øv jeg tabte. Det samme når det lykkes at vinde.  Herefter bliver det nemmere. Det er de givne regler til alle spil som alle følger der guider dem igennem. De danner her i fællesskabet med den voksne erfaringen og glæden ved at spille sammen.

Fortæl børnene hver gang at de både kan vinde og tabe et spil og at de har prøvet begge dele. Det er ok at blive lidt trist men at det går over. Husk glæderne ved at samles over et godt spil giver børnene masser af erfaring med at udfordre både sig selv og hinanden i en den trygge ramme hvor de lærer bedst.

Rigtig go fornøjelse