Ups.. vi har en uddannelse
Kære Politikere
I Danmark er der tradition for at at man bidrager med sin uddannelse. Den er betalt af staten, så det er da fair nok. Men hvorfor betaler staten for en uddannelse, som de har besluttet sig for ikke at lytte til, underkender i en uendelighed og på en dårlig dag kaldes vi oven i købet for socialistiske ballademagere?
En pædagoguddannelse er en mellemlang uddannelse hvor der bruges tid på at forske i tilknytningsmønstre, legeterapi, mentalisering, regulering osv. Denne viden vælger I at vende det døve øre til i snakken om børns udvikling og trivsel i de kommunale dagtilbud landet over.
At skabe hele mennesker kræver en specifik viden. Denne viden er ikke almen viden og vores viden hentes fra forskere, der bruger al deres tid på netop at forstå den menneskelige natur og at de optimale udviklingsmuligheder netop ligger i denne viden. Denne del vælger i at ignorerer i stor stil.
Ville i gøre det samme når en kræftlæge udtalte sig om sin viden inden for kræftbehandling?
Ville i så sige: Nå det kan da godt være i har forsket lidt i det der halløj, men det tror vi nu ikke på. Derfor har vi besluttet os for at gøre det modsatte!
Der findes nok ingen større tavshedskultur end den der findes i pædagogverdenen pt. Loyaliteten er stor i de her kredse. Flere tør nu sige hvor galt det står til men langt de fleste holder mund af frygt for at miste deres job.
Der sker dog i virkeligheden ikke det store ved at råbe op lige nu. Det er der en særlig grund til. Det bliver slet ikke hørt og det der høres fordrejes så det kommer til at lyde som et problem, der kun eksistere i vores egne hoveder.
Heldigvis, siger forældrene. Så var det alligevel ikke så slemt som de lige et øjeblik frygtede, da de læste et opråb i frokostpausen henne på arbejdet..
Nå, men I har jo valgt at gøre det modsatte af hvad forskningen anbefaler:
Vi ved at børn har brug for tryghed, omsorg og guidning for at kunne vokse som mennesker. Det kan kun lade sig gøre hvis man har tid til at spejle dem og guide dem på vej. Primært i langvarige relationer til både voksne og børn.
Fokus er i stedet på alle børn skal være læringsparate. De skal have læringsmål og testet fra 0 klasse og ja, så skal de gå i skole i rigtig mange timer. Alt hvad de skal, skal være målbart således at man som forældre kan forledes til at tro at der er styr på det hele.
Jeres tese er at børnene vil kunne klare sig langt bedre end gennemsnittet, nu hvor vi har valgt at testet dem, ikke bare undervejs, men flere gange årligt fra de rammer deres første dagtilbud.
Samtidig stiller børnene sig paradoksalt nok op i årelange køer for at blive udredt af psykologer for angst, depressioner og masser af dem ender op med en eller flere diagnoser, som sjovt nok alle er inkluderbare i en hel almindelig folkeskole.
Dette sker så synkront med at forældrene udvikler et særligt curling-gen, som man som politiker kan bruge masser af spalteplads på at klandre dem for.
Forældrene ødelægger tilsyneladende de læringsparate børn og man får derfor ikke helt de test resultater man stiler efter. Her bliver der udelukkende kigget på forældrene og ikke på alle de besparelser der har ramt institutionerne. At sende ødelæggelserne i hænderne på forældrene er strategisk et smart greb da det friholder jer fra at lave de fornødne forbedringer på området. Når området ikke italesættes som problematisk er det jo givet at det er et andet sted man skal lede efter problemerne.
Eneste lille kure på denne tråd er de pædagoger der ikke makker ret og ikke står stille i den loyale tavshedskulturs skyggeland. Men vi er jo som tidligere nævnt kategoriseret som socialistiske ballademagere.
Det ville klæde jer at lytte til denne faggruppe som i stadigvæk anser som en vidensbaseret uddannelse. Denne anerkendelse ville have en enorm betydning for vores børn og deres forældre.
Det I efterspørger er børn,der ikke krakelerer når verden går dem imod. De er gavnlige for samfundet. De er arbejdsduelige og samarbejdsvillige. De forstår deres egne grænser og overskrider ikke andres. Vi kan sagtens give jer de børn.. Vi har den fornødne viden. Det eneste vi mangler er jer kære politikere.
Lyt nu eller se med d 31-10 kl 20 på TV2
https://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/ny-tv-2-dokumentar-eksperimentet-med-vores-boern/