Er det  hamrende hårdt at have børn mor? spurgte min søn
Han må have hørt mig mumle denne overskrift men  forventede tilsyneladende ikke et langt og uddybende svar. Væk var han,  men han havde nået at plante en vinkel som jeg har valgt at uddybe her.

Hvad hvis vi vendte bøtten en omgang og så det fra barnets perspektiv? Et perspektiv som jeg tror at denne børne generation vil kunne nikke genkendende til både nu og når de kigger tilbage på deres barndom om 10 -15 år.

Måske kommer opråbet til at lyde sådan her:

Det er hamrende hårdt at have forældre!! I har været trætte siden den dag jeg blev født fordi I skulle bruge alle deres vågne timer på at imødekomme jeres egne fælles vedtagne krav om hvordan et familieliv skulle skrues sammen.

Jeg ville ønske at I havde hvilet mere I jer selv og ikke havde været så optaget af at illustrere jeres hverdag på de sociale medier og den idylisering af hverdagen der tilsyneladende fulgte med der. En hverdag som I oplevede som et hamsterhjul. Som I fik stress, angst og depressioner af og oven i hatten en perfektionisme som I, i sidste ende, ikke kunne leve op til.
Jeg ville ønske at I i stedet havde brugt mere energi på at tilkendegive jeres utilfredshed med et samfund der ønskede produktivitet mere end noget andet. At I i højere grad havde vist at det betød noget for jer og at I i fællesskab havde gjort noget ved det.

Sidst men ikke mindst ville jeg havde ønsket at I som forældre havde turde høre på dem, der turde råbe op om, at de der daginstitutioner som vi gik i, egentlig var mere opbevaring end noget som helst andet.

Måske skulle de, pædagogerne og forskerne netop havde råbt endnu højere, så ingen kunne overhøre hvor vanskeligt det var for os at se jer forsvinde ud af døren og efterlade os i huse, som var så kaotiske at I,  hånden på hjertet, ikke selv kunne holde ud at være der, mere end de 10 min det tog at aflevere os.
I disse år fik vi næsten alle angst eller opmærksomhedsforstyrrelser. Ingen kunne rigtig sige hvor de kom fra, udover at de måske var genetisk betingede. Det mærkelige var blot at stort set ingen havde disse lidelser 30 år tilbage. Måske var der en sammenhæng imellem at I fik anti antidepressiver og vi fik ritalin i de år.
Vi havde også, ligesom jer, problemer med vores selvværd. Det var svært for jer at finde ro i det nære selv om både I og vi længtes efter det.

I stedet søgte i anerkendelse i det ydre på arbejdspladsen på de sociale medier eller andre steder hvor i kunne måles på hvad i præsterede. Den strategi gav jer stress og en ond cirkel var startet. Til trods for stress søgte i stadig mere og mere ydre perfektion. Vi spejlede os i jer og I forstod vist ikke rigtig at jeres fascination af at være de perfekte forældre gjorde os ensomme. Børns naturlige ståsted er ved siden af forældrene og vi var aldrig i nærheden af jer i jeres virkelighed.
Fysisk var vi væk fra hinanden i rigtig mange timer, først i daginstitutioner og derefter i heldagsskoler hvor vi, ja var der hele dagen.
I sled og slæbte så vi kunne få Iphones og store værelser men vi havde gerne bytte det hele væk for tilstedeværelse og ro.

I mødte velvillige op i til alle mulige forældre arrangementer hvor I drak kaffe og talte med de andre forældre imens vi stod og trippede, fordi vi savnede at være alene sammen med jer.

Hvis I havde lyttet nok, ville I her 20 år senere kunne se os i øjnene og sige:

Vi  forældre gjorde alt hvad der var i vores magt for jer. Vi gik politikerne på klingen og da der ingen penge var, fandt vi alternativer som gjorde at det var rart for jer at gå i Dagtilbud. Vi fandt løsninger på, hvordan vi kunne afbalancerer vores liv, så vi stadig kunne bidrage positivt begge steder både hos jer unger og på arbejds fronten.

Vi nedlagde hamsterhjulet i tide. Vi nedlagde perfektionismen. Vi holdt simpelhen op med at tale om den, da vi fandt ud af at denne talestrøm ikke hjalp os på vej.

Vi fortrængte ikke længere virkeligheden, for havde vi gjort det, havde vi samtidig været nød til til at ty til at lyve og sige : Ja, men vi vidste ikke at det var farligt at fylde jer med ritalin. Vi vidste ikke at det var farligt at overlade jer til alt for få varme hænder det meste af ugen. Vi var tvunget til det, fordi vi skulle passe vores arbejde og vi accepterede vilkårene ved at fortælle hinanden denne  historie.

Lad ikke denne historie blive sandheden. Lad det blot være historien om hvordan det kunne være endt hvis vi ikke får handlet os ud af dette drænende scenarie.